Anvendt adfærdsanalyse (ABA) – er det ikke hundetræning?

ABA har elementer af “hundetræning”, men der er praksis stor forskel på at arbejde med en hund og et barn. ABA-pædagogen skal på en helt anden måde, end hvis der er tale om en hund, være sensitiv overfor barnets reaktioner i træningssituationen. Princippet om ”forstærkning” (eller den mere upræcise betegnelse ”belønning”); er det element i ABA, der teknisk set ligner hundetræning. Men ABA forstået som “bare hundetræning” angiver et forældet og mekanistisk billede af ABA. Denne forståelse bunder dels i den grundlæggende adfærds- og læringsteori, der ligger til grund for adfærdsanalysen og dels i den måde, hvorpå metoderne i højere grad udførtes for flere år tilbage.

Adfærdsanalyse bunder (sjovt nok) i analyse af adfærd. Den første forskning i adfærd, som lagde grundstenen til adfærdsanalysen udførtes på dyr. Den russiske fysiolog I. P. Pavlovs klassiske klassiske studie af stimuli-respons kendt som “Pavlovs hunde” var banebrydende for udviklingen af adfærdsanalysen. Senere hen fulgte den amerikanske psykolog B.F. Skinner med flere udvidede studier med rotter af stimuli-respons. Skinners studier viste, at dyrs og menneskers adfærd hovedsageligt modificeres og opretholdes af følgerne af adfærden, men styres også af hændelser, der går forud for adfærden og følgerne af den.

ABA udvikledes i kraft af praktiske forsøg med mennesker, der havde sin baggrund i den basale viden om adfærd, som Pavlov og Skinner var ophavsmænd til. I forhold til træning af børn med autisme var der stor fokus på én til én træning (DTT – discrete trial training) i afsondrede lokaler, som i høj grad tog udgangspunkt i voksendefinerede mål for barnet, som blev opøvet gennem ydre belønninger og stimuli til barnet (ligesom hvis det havde været en hund). Her blev barnet trænet i præ-definerede programmer, der ganske vidst var tilpasset barnets funktionsniveau, men som i mindre grad end i dag lagde vægt på at inddrage barnets egne interesser og personlighed. Nyere studier af adfærdsanalytiske metoder viser, at børns læring ser ud til at indlejres og opretholdes endnu bedre, når man for det første inddrager barnets egne valg og interesser, og når man for det andet træner i barnets naturlige omgivelser og miljøer.  I dag ser ABA-træningen derfor lidt anderledes ud. Med inddragelsen af barnets interesser begrænses elementerne af “hundetræning”, eftersom det ikke alene er den voksne, der definerer opgaverne, det gøres i højere grad i samspillet med barnet. Konkret ses det gennem langt højere grad af NET-træning (Natural Invironment Training) gennem for eksempel metoden PRT (Pivotal Response Treatment).

Metoderne inden for anvendt adfærdsanalyse har været under hastig udvikling både i international forskning og i praksis og har i større grad bevæget sig længere væk fra “hundetræning” og længere hen mod større opmærksomhed på og inddragelse af barnets egne (naturlige) interesser, valg og personlighed samt og højere grad af træning i barnets naturlige omgivelser og aktiviter fremfor at træne barnet afsondret én til én. Når det så er sagt, er “hundetrænings-elementet” i ABA stadig en væsentlig del af filosofien og praktikken i metoderne. For at oparbejde naturlig motivation hos de autistiske børn, er det nødvendigt på en struktureret måde at anvende belønninger (den korrekte betegnelse er “unaturlige forstærkere”), der kan øge sandsynligheden for, at barnet gentager en ønsket adfærd og at adfærden bliver indlært. Dette ses ikke som et onde, men som et effektivt og positivt middel til at opnå naturlig motivation hos børnene.