Netop fået autismediagnose – Hvad nu?

Som forældre til et nydiagnosticeret barn, er man typisk i krise. Diagnosen er anderledes in your face, end de første (mere uskyldige) bekymringer og mistanker. Når de første følelsesmæssige reaktioner har lagt sig, sætter diagnosen typisk gang i overvejelserne omkring, hvad man skal gøre. På den måde er diagnosen konkret og handlingsorienteret. Man lytter naturligvis til de professionelle, der vejleder, forsøger at hjælpe og puste til overvejelserne. Måske har du/I fået af vide af de fagpersoner, der har været involveret i udredningen, at jeres barn har et livslangt uhelbredeligt handicap. Eller måske er I blevet oplyst om, at I må indstille jeres dagligdag og tilværelse nu og på længere sigt på, at I kommer til at skulle tage hensyn til jeres barns handicap. I har sandsynligvis ikke fået megen information om, hvordan der kan skabes bedst mulig udvikling for jeres barn. Det ligger ikke i hospitalets regi, de står kun for udredningen. I Danmark er det kommunen, der skal sørge for en indsats, der kan hjælpe barnet.

På dagtilbudsområdet har hver enkelt kommune sine egne forskellige tilbud til børn med autisme. Det kan for eksempel være gruppeordninger (basisgrupper) i tilknytning til en almen pædagogisk institution, eller såkaldte inkluderende dagtilbud, hvor børn med autisme bliver fuldt inkluderet i et alment dagtilbud med specialuddannet personale og ekstra ressourcer. Endelig kan der være tale om rene specialtilbud. Disse tilbud kan være inspireret af forskellige pædagogiske tilgange og metoder. Der er stor forskel på hvilke metoder, der ligger til grund for den pædagogiske praksis, og hvordan indsatsen derfor udføres.

For typiske børn har det ikke en afgørende forskel for barnets udvikling, om man for eksempel går i en Montessori-børnehave, en Steiner-børnehave eller et alment-pædagogisk tilbud uden et specifikt filosofisk grundlag. De typiske børn skal nok klare sig i livet, få en uddannelse, et arbejde osv. uanset dagtilbud. Det er anderledes for børn med autisme. Her er de pædagogiske metoder og udførslen af dem helt afgørende for barnets fremtid på længere sigt. De har i den henseende kun én chance. Som forældre til et ny-diagnosticeret barn må man altså gøre sig nogle grundlæggende overvejelser over, hvilken pædagogisk tilgang man finder rigtig for sit barn. Vi anbefaler, at man undersøger evidensgrundlaget for de forskellige pædagogiske tilgange, før man vælger.